For slet ikke så mange år siden var det nærmest lidt sekterisk at insistere på at spille gammel musik på historiske instrumenter og tilstræbe original opførelsespraksis. Det var noget, der blev bemærket, og ikke altid i positiv betydning. Nu er det lige omvendt. Nu er det mere reglen end undtagelsen, at musik spilles på den årgang instrumenter, den er komponeret for. Og kommer der en indspilning af f.eks barokmusik med moderne instrumenter, rynker anmelderne ofte brynene i misbilligelse.
Jeg kunne forestille mig, at det er samme mekanisme, det originales revival, der ligger til grund for det voksende antal kontratenorer, vi har set i de senere år. Hvis instrumenterne skal være orginale, må stemmerne nødvendigvis følge trop. Når det gælder kvindepartierne i barokkens operaer, ville det helt originale naturligvis være kastratsangere, men de produceres heldigvis ikke mere. Men nogle mandlige sangere kan give den en tand til og synge i samme toneleje som en alt, og så har vi en kontratenor. Det lyder ikke altid lige kønt. Der kommer ofte noget anstrengt over stemmen, for måske falder det ikke sangeren ganske naturligt. I mange år var den legendariske Alfred Deller, kontratenorsangens foregangmand, stort set den eneste, der var til at holde ud at høre på. Men i de seneste årtier er en ny generation af dygtige kontratenorer kommet på banen. Flere af dem har opnået en stjernestatus, som næsten kan sammenlignes med fortidens kastratsangeres.
Den mest bemærkelsesværdige p.t. er for mig at se franskmanden Philippe Jaroussky. Ikke alene har han en stemme som en engel. Dens omfang rækker også en del højere end normalt for en kontratenor. Han når helt op i samme toneleje som en sopran og behersker de høje toner til fuldkommenhed - og dét uden at det går ud over dynamikken og udtrykket. Således er han selvskreven til barokoperaernes sopranpartier. Hvis man - uden nogen sammenligning i øvrigt - lytter til optagelser med verdens sidste ægte kastratsanger Alessandro Moreschi, som var aktiv helt ind i 1900-tallet, er det tydeligt, at Jaroussky rammer det originale toneregister.
I betragtning af sine kun 31 år har Philippe Jaroussky allerede en omfangsrig diskografi og flere hædersbevisninger bag sig, senest for cd'en Carestini - the story of a castrato, arier skrevet til en af 1700-tallets mest fejrede kastratsangere Giovanni Carestini. Den indbragte ham titlen "Årets sanger" 2008 og blev valgt til årets cd i sin kategorien ved Cannes Classical awards.
Den Jaroussky-cd, jeg holder mest af, er Beata Vergine, en samling af motetter og sange til jomfru Marias ære af italienske komponister fra det 17. og 18 århundrede. Her er ingen bravour, men musik af en betagende renhed og æterisk skønhed. De fleste af komponisterne er ganske ukendte, men de værker, vi hører, er hver for sig en lille perle. Flere af motetterne er duetter, hvor Jarousskys sopran sættes i relief af Marie-Nicole Lemieux's kontraalt - og omvendt. En ikke mindre væsentlig rolle spiller Jarousskys eget Ensemble Artaserse, naturligvis på originalinstrumenter. Det er en sjældent helstøbt cd, som vinder for hver gennemlytning.
Lån cd'er med Philippe Jaroussky
Se og hør uddrag fra Beata Vergine på dette videoklip
