Her er der en virkelig nyhed på tapetet : musik af Franz Neruda. Ja, musikken er jo ikke ny, men at man nu kan høre den er en meget velkommen udvidelse af den klassiske samling.
Skønt tjekkisk af fødsel tilbragte Franz Neruda så stor en del af sit liv i Danmark, at vi næsten har lov til at betragte ham som dansk. Han blev født i 1843 i en bøhmisk familie af musikalske vidunderbørn : 2 søstre spillede violin - de skabte sig begge senere en international solistkarriere - en anden søster spillede klaver, en bror cello og faderen bratsch. Franz startede også med violinen, men da broderen døde, manglede familieensemblet en cellist, så Franz gik på egen hånd i gang med at lære sig at spille cello - som 9-årig vel at mærke. I forskellige kombinationer rejste familien Europa tyndt og gav kammermusikkoncerter for et begejstret publikum. Også H.C. Andersen hørte dem på en af sine rejser og har nok bidraget til, at de blev inviteret til København. De næste år turnerede de jævnligt i Skandinavien, og da der i 1864 blev et par celliststillinger ledige i Det Kongelige Kapel, fik Franz Neruda den ene. Dermed var grunden lagt for hans lange og for musiklivet så betydningsfulde virke i Danmark, og med enkelte korte afbrydelser blev han her til sin død i 1915.
Det er påfaldende, hvor ofte man støder på Franz Nerudas navn i litteraturen fra og om denne periode. Han var allesteds-nærværende. Efter sin ansættelse i Det Kongelige Kapel begyndte han snart at arrangere kammermusikaftener med kolleger fra kapellet. Da staten ved forfatningsændringen i 1849 havde overtaget Det Kongelige Teater, var kapellets tilladelse til at give offentlige koncerter blevet inddraget. Det måtte nu kun spille i forbindelse med teatrets forestillinger og ikke som tidligere opføre f.eks. symfonier andre steder. Der var et stort behov hos musikerne for at få lov at udfolde sig i mere krævende værker, så Nerudas initiativ var mere end velkomment. Disse musikaftener blev starten på Kammermusikforeningen, som Neruda stiftede i 1868, og som eksisterer den dag i dag. I en tid uden radio og grammofon var musikelskernes stort set eneste mulighed for at høre musik på professionelt plan de koncerter, som musikforeningerne stod for. For orkester- og kormusikkens vedkommende var det Musikforeningen og Cæciliaforeningen, der var de første og dominerende, og nu fik kammermusikken altså også sit eget forum. Kammermusikforeningens betydning for sin genre afspejlede sig hurtigt i de mange lignende foreninger, der efter dens forbillede skød op over hele landet. Ikke at der ikke var blevet spillet kammermusik før, men det havde været spredt fægtning og i lukkede kredse. Hørte man ikke til disse indviede, var der sjældent lejlighed til at høre kammermusik. Det er Nerudas store fortjeneste, at der blev skabt nogle rammer, som gjorde den tilgængelig for alle interesserede.
I Kammermusikforeningens regi grundlagde Neruda to strygekvartetter bestående af nogle af tidens betydeligste musikere, deriblandt ham selv på cello. Især den sidste kvartet fra 1879, kaldet Neruda-Kvartetten, markerede sig som det fornemste af tidens kammerensembler. Ved siden af det klassiske repertoire introduceredede kvartetten også nyere dansk musik og blev dermed fødselshjælper for mange af de unge komponister, blandt dem Carl Nielsen. P.S. Krøyer har foreviget Neruda-kvartetten på sit maleri "Musik i atelieret". Se billedet her. Det giver et levende indtryk af stemningen ved disse kammermusik-soiréer. Man kan næsten høre musikken - og lugte publikums cigarrøg! Det var nemlig vigtigt, at det ikke var en koncert, men et musikalsk møde, man deltog i, så en cigar var helt i orden. Kommer man til Oslo, kan man se billedet på Nasjonalgalleriet.
Neruda havde mange andre jern i ilden : i 1891 blev han dirigent for Stockholms Musikforening og fik dermed også stor betydning for denne bys musikliv. Efter Niels W. Gades død blev han i 1892 tillige dirigent for Musikforeningen i København, et valg, der udløste en del debat om, hvorvidt det var i orden, at en udlænding beklædte denne post. Neruda, som havde haft dansk indfødsret i 25 år, var dansk gift og opfattede sig selv som dansker beholdt stillingen - og fik samtidig det blå stempel på, at han var accepteret som dansker. Han var en meget søgt cello- og klaverlærer - dette instrument beherskede han åbenbart også - og blev i 1893 professor ved Musikkonservatoriet. I en helt anden boldgade var han også en habil tegner. Efter samtidige udsagn var han en ildsjæl med en sjælden evne til at begejstre og få andre med på sine ideer.
Ved siden af sine andre hverv fik han også tid til at komponere, i alt ca. 80 værker : kammermusik, sange, klaverstykker, orkesterværker og 5 cellokoncerter. Hans tonesprog vidner om hans tjekkiske ophav, men rummer også træk fra den nordiske musik. Hans musik var meget populær i tiden, og den 2. af cellokoncerterne hørte for nogle generationer siden til enhver cellists standardrepertoire. Det er da også et af de få af Nerudas værker, der indtil nu er indspillet.
Franz Nerudas manuskripter og øvrige arkivalier opbevares i dag på Det Kongelige Bibliotek og på Musikhistorisk Museum. Her har den tyske cellist Beate Altenburg studeret Nerudas cellokoncerter og liv i øvrigt, og det er resulteret i en indspilning af alle 5 koncerter sammen med Anhaltische Philharmonie Dessau og dirigenten Golo Berg. Hver koncert varer kun ca. et kvarter og er i én sats, men opbygget som var den i flere satser, blot med glidende overgange. Det er storladen senromantisk musik med et tydeligt slavisk præg, melodisk og iørefaldende. Kan man lide Dvorak og Smetana, kan man garanteret også lide Neruda. I tilgift får man en informativ booklet om Nerudas liv og værk.
Bestil Franz Nerudas cellokoncerter
