Det var med spænding, men ikke uden bange anelser, jeg satte den nye cd med Simón Bolívar-Ungdomsorkestret fra Venezuela på afspilleren. Jeg havde hørt om, men aldrig hørt disse børn og unge, hentet direkte fra gaden og forsynet med et instrument og et orkester, og for mit indre øre lød allerede mindelser om min barndoms skoleorkester, som med skingre blokfløjter og hvinende violiner stred sig gennem de musikalske indslag ved jule- og sommerafslutningerne.

Men jeg blev hurtigt klar over, at dette var i en ganske anden kategori og noget helt exceptionelt : for hvor er de dygtige, disse 100 unge musikere, alle under 25 år, og deres ikke meget ældre dirigent Gustavo Dudamel. I et par år har de været "i stald" hos Deutsche Grammophon, og man må sige: de er ikke bange af sig. De har tidligere bl.a. indspillet symfonier af Mahler og Beethoven, og denne gang har de givet sig i kast med Tjajkovskijs 5. symfoni og Francesca da Rimini - alle hyppigt indspillede værker, som den etablerede musikverden har sin mening om, hvordan man bør spille. Men runden som de er af en helt anden musikkultur end den vesteuropæiske, er de unge venezuelanere ikke tynget af, hvordan man "plejer" at spille disse værker. De går på med krum hals og ren, uforfalsket musikglæde, og man lytter i forbløffelse over, hvad der dog kan lade sig gøre og med en følelse af at høre disse gammelkendte toner for første gang.

Simón Bolívar-Ungdomsorkestret er en del af det venezuelanske musikuddannelsesprogram, populært kaldet El Sistema, der i 1975 blev grundlagt af økonomen, musikeren og ikke mindst idealisten José Antonio Abreu. Hans filosofi er, at alle, uanset social status og økonomisk formåen skal have ret til at dyrke musik. Derfor tilbydes alle børn et instrument, undervisning og en plads i et orkester. Men i et land som Venezuela, hvor en stor del af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, er det sociale aspekt af projektet lige så vigtigt. 90% af børnene kommer fra samfundets mest sårbare og udsatte grupper, mange af dem er nærmest forudbestemt til en kriminel løbebane. I orkestret får de et nyt fællesskab, ny tro på sig selv, nye mål, nye drømme. For Abreu genspejler orkestrets verden det ideelle samfund, og jo tidligere et barn indrulleres i den, desto bedre. Nogle har endnu ikke sluppet sutten, når de starter!

I dag omfatter El Sistema 70 børne- og 150 ungdomsorkestre over hele landet med ialt 300.000 børn og unge. (Det skal retfærdigvis lige nævnes, at der er omkring 15 millioner børn og unge under 18 år i Venezuela, men 300.000 børn fylder immervæk en del). Uddannelsen er intensiv : 4 timers undervisning og orkesterspil 6 dage om ugen. Men det går for sig med liv og lyst. De ved, hvad det gælder. De dygtigste kommer til at spille i Símon Bólivar-Ungdomsorkestret, som er organisationens flagskib, men mange af de andre orkestre spiller også på helt professionelt plan.

Mange elever fra El Sistema ender som musiklærere eller professionelle musikere. Dirigenten Gustavo Dudamel har selv trådt sine barnesko i El Sistema og er netop tiltrådt som chefdirigent for Los Angeles Filharmonikerne. Men selv de, der ikke når så vidt, har fået en ballast, som hæver dem op over håbløsheden.

Læs mere om El Sistema på deres hjemmeside og se klip på YouTube

Lån andet med Simón Bolívar-Ungdomsorkestret