Punkrock veteranerne Rancid er efter næsten 6 års ventetid klar med deres nyeste studiealbum "Let the dominoes fall". Albummet slår endnu en gang deres status fast, som et af de absolut bedste aktive punkrock bands .
"Let the dominoes fall"
Amerikanske Rancid har eksisteret siden 1991 og har udgivet 7. studiealbums. Dette er deres første siden "Indestructible" fra 2003.
De startede som et rendyrket punkrock band og har ikke ændret deres stil synderligt gennem årerne. Det er stadig punkrock krydret med ska elementer ind i mellem, snerrende vokaler, sprøde guitarer og iørefaldende omkvæd. Lyden på deres sidste par albums er dog blevet mere poleret - nogen ville måske sige poppet, men deres musikalske koncept er Rancid fortsat tro mod.
Albummet er endnu en gang produceret af Brett Gurewitz (guitarist i Bad Religion og stifter/ejer af Epitaph records). Siden sidst har Rancid har fået ny trommeslager - Branden Steineckert (tidligere i The Used) efter af Brett Reed valgte at forlade gruppen, men Branden er bestemt en kompetemt afløser og sørger for en energiudladning uden lige.
Efter et par halvsløje albums synes jeg virkelig at "Let the dominoes fall" er et super album der bringer dem tilbage på rette kurs. De formår på blændende vis at kombinere deres velkendte ska rytmer med de mere hårdtslående og punkede indslag. Den første single "Last one to die" er en god repræsentant for lyden på albummet. Den er melodisk med masser af sing-along omkvæd samt Tim Armstrongs distinkte, lettere snøvlende vokal som passer perfekt ind i de gode, hurtige og punkede guitarriffs. Der er hele 19 numre på albummet, som alle er meget afvekslende - og der bestemt ingen overflødige imellem.
Alt i alt har de begået et yderst hørværdigt punkrock album, som endnu engang bekræfter deres status som et af de absolut bedste aktive punkrock bands. Man kan kun håbe at de bliver ved med at udgive plader i lang tid endnu - men med den energi og spilleglæde de ligger for dagen på "Let the dominoes fall" er der heldigvis intet der tyder på at de har tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
Du kan låne "Let the dominoes fall" på bibliotekerne eller på netmusik.dk
Du kan også låne andre albums med Rancid på bibliotekerne eller på netmusik.dk.
Endelig kan du læse mere på deres hjemmeside eller på deres MySpace profil.
