Alle 60+-årige kender med garanti kongelig kammersanger Henry Skjær. Hans og Stefan Islandis indspilning af "I templets lyse hal" fra Bizets opera Perlefiskerne  var et tilbagevendende indslag i søndagens ønskekoncert i 1950′erne. Jeg elskede, når den blev annonceret og slugte hver en tone den korte tid, den varede. Hvem, der var Skjær og hvem, der var Islandi, gik jeg ikke op i. Jeg syntes bare, den var SÅ go'!

Hvis man ikke synes, man har hørt andet med Henry Skjær, er det ikke helt forkert, for i løbet af sin karriere, som strakte sig over næsten et halvt århundrede, indspillede han kun 3 plader - 78′ere med 2 numre på hver. Derimod er han godt repræsenteret på den båndsamling fra Det Kongelige Teaters forestillinger, som diskofilen Knud Hegermann-Lindencrone optog fra 1948 til 1990, og derfor kan vi nu omsider - 18 år efter Henry Skjærs død som 92-årig - glæde os over en recital-cd.

Det var nu nærmest for at glæde mig over et genhør med "I templets lyse hal" i den rigtige indspilning, jeg satte cd'en på. Og den var da også lige, som den skulle være. Hvad jeg derimod ikke havde forventet var at høre en baryton af internationalt format. Selv i sammenligning med de koryfæer, vi er så forvænte med at høre nu om dage, at vi er blevet svære at stille tilfreds, holder han distancen. Men Henry Skjær blev i Danmark. Verden var mindre dengang.

Henry Skjær (1899-1991) studerede oprindelig statsvidenskab og var fra 1919-30 ansat som fuldmægtig i Østifternes Kreditforening. Samtidig studerede han sang på Musikkonservatoriet og Operaskolen og kunne i 1924 debutere på Det Kongelige Teater - uden dog at vække større opsigt, så han returnerede til sit skrivebord hos Østifterne og dyrkede sangen som bi-beskæftigelse. Men i 1930 kunne talentet bære, og han blev fastansat ved Det Kongelige Teater.

Her var italieneren Egisto Tango netop tiltrådt som kapelmester, og han så straks, at Henry Skjærs stemme var ideel til de store italienske barytonpartier. Så Skjær fik snart nok at gøre - ikke noget, der var enhver nyansat beskåret. I hurtig rækkefølge fejrede han triumfer i en række Verdi- og Pucciniroller foruden i teatrets andre opsætninger : Mozart, Wagner, Gershwin, Bizet ... Stemmepragten beholdt han langt op i årene. Først i 1973 gik han på pension.

Henry Skjær var elsket både for sin varme, fuldtonede baryton og sin evne til at tegne psykologiske portrætter af de roller, han fremstillede - ofte komplicerede og/eller ikke videre sympatiske mandschauvinister: Scarpia i Tosca, greven i Figaros bryllup, Pizzaro i Fidelio. Denne evne til at give personerne liv gav ham også en plads på det hvide lærred. Han har medvirket i 7 spillefilm. F.eks. spillede han lægen i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil Ordet  og rektor i Der var engang en krig.

Optagelserne på cd'en stammer fra årene 1942-60 og som nævnt hovedsageligt fra opførelser på teatret. Dette taget i betragtning er lydkvaliteten for det meste forbavsende god. I tilgift får vi en række af tidens andre kongelige stjerner at høre. Hegermann-Lindencrones optagelser er uvurderlige musik- og teaterhistoriske dokumenter.

Se flere optagelser fra Hegermann-Lindencrones Båndarkiv