Kurt Weill: Symfoni nr. 2
Kurt Weill - det er jo ham med "Mack the knife" og andre sange fra 1920'ernes vilde Berlin!
Kabaretmusik og slagere med jazzy islæt, en spraglet musik, der stritter i alle mulige retninger.
Komponisten Kurt Weill (1900-1950) var "klassisk" uddannet og blev hurtigt involveret i Berlins frodige venstre-fløjskultur. Her oplevede han en tiltagende konflikt mellem den klassiske kompositionslære og ønsket om folkelig gennemslagskraft. Resultatet var en musikalsk forenkling, som tydeligst og mest vedvarende slog igennem i samarbejdet med digteren Berthold Brecht i deres fælles "episke operaer": "Dreigrosschenoper" (Laser og pjalter) og "Mahagonny" fra slutningen af 1920'erne. Det de sammen skabte, var en ny og langtidsholdbar sammensmeltning af klassisk, jazz og underholdningsmusik.
De to symfonier, som Weill komponerede til koncertsalen er for så vidt udtryk for det samme: et konglomerat af en turbulent tids stilarter: problemsøgende ekspressionisme og kabaretmusikkens bistre sorgløshed. Sin 2. symfoni komponerede Weill 1933 i Paris umiddelbart efter, at han var blevet smidt ud af Hitlers Tyskland. Her er tre koncentrerede satser for fuldt symfoniorkester, hvor alvor og humor slås om pladsen. Lune er der nok af, men smilet er mere end sarkastisk.
Prøv en symfoni af Kurt Weill!
Skrevet af musikbibliotekar Nils Hemmeth , Holte Bibliotek - Rudersdal Bibliotekerne
