
Bruce Springsteen arbejder i disse dage på et nyt album. Efter soloprojektet Devils & dust er det dog ikke den tilbagevenden til The E Street Band, som man måske kunne forvente.
I stedet har Springsteen kastet sig over en række sange af Pete Seeger. Resultatet, som indtil videre har fået titlen The Seeger sessions, skulle gerne blive et helt album med Seeger-sange, indspillet med bl.a. Springsteens hustru Patti Scialfa og violinisten Soozie Tyrell (begge fra The E Street Band) samt unavngivne folkemusikere, der bl.a. spiller mandolin og banjo.
Pete Seeger var et af de største navne i den folke-musikbølge, som skyllede over især USA i 1960'erne. Han havde dog optrådt siden begyndelsen af 1930'erne og blev pga. sit politiske engagement sortlistet under McCarthyismen i 1955. Han blev kendt for sange som "If I had a hammer", "Turn! Turn! Turn! (To everything there is a season)" og "Where have all the flowers gone?".
Bruce Springsteen indspillede i 1998 sangen "We shall overcome" til en hyldestplade med titlen Where have all the flowers gone: the songs of Pete Seeger.
Kilde: Rolling Stone