Til sagen: Kain og Abel  er brødrene Olesens (Henrik og Peter H.) syvende cd (de har aldrig set sig storbyhippe nok til at flaske albums på den sorte, sorte vinyl) siden Indenlands udenbys fra '97, med Der er brev fra onkel Bob i Amerika  ('00) som naturlig intro til såvel begyndere, såvel som pligtfoder til puritaneren.

Henriks rolle er melodimagerens, leverer som sådan sine talenter i den lette og lettilgængelige lille pop- og indiemelodi af nærmest jazz-polyfonisk vælde; om små krøller spiller den faktisk sig selv, er Henriks stempel og væremærke.

Peter er tekstmager, stille og roligt sat fast i det sære Søren Ulrik Thomsen'ske reaktionære univers; verden var meget bedre da jeg stod som ung i 80'erne, HER var der (papmaché på digte til) krudt og kugler til revolution, HER var der drømme om et i morgen - som altså ER meget anderledes end i dag, og tro mig!

Nu sørges der/skrives der derfor sange til forvirrede drømme over dyre vine og fine oste, en konflikt i mave og over et bord der fanger. For nu bare lige at parodiere Peters typiske stil med masser af bevingede, i sig selv afsluttende og ordsprogsagtige billedforskydninger; ellers fine tekster i fin balance, med underspillet humor, aldrig på sarkasmer uden bakgear, men i stedet med en godt eftertænkt undertone af mere og mere, en fremskridende, hele vejen op gennem bagkataloget, orientering mod digtersjælens autonomi og autoritet vs. det verdslige:

Et skrivermandens vidne på en fremskrivende sekulariseringsproces på krop og ånd, så at sige.

I.

Salget af det her nogenlunde møde mellem Dylan og C.V. Jørgensen har dog været lige så sølle som en tom trailer omkring på vejene ved Hjallerup, og der var da også lidt frustration fra brødrene omkring det ringe salg af den ellers, som altid - det måske dér fejlen ligger? - fine Solsort og forstærker  fra '05: og hvad gør man så? Man fingerer da et slagsmål! Det har lige fungeret for Libertines, så hvorfor dog ikke? Ergo: vi tager en dolk og splitter billedkortene op på tværs, tager hvert vores ran, fjerner bindestregen i fællesnævneren, i det sædvanlige bandnavn "Olesen-Olesen", laver hver vores plade, udgiver dem samtidigt som en 2xcd og snerrer så lidt (tilpas) af hinanden til interviews og lignende, og voila!

Problemet er så bare at promobillederne allerede afslører et par kiksede drenge i spændingsfeltet mellem den onde og den gode bror: begge i James Bond'sk attitude, Henrik i umage hvidt (han er ellers klart polo-T-shirt-typen), Peter lidt mere rund - her er sejlet mange revancher på vine og oste under digterbroen - og i sort, begge med et let og bøsset håndgreb om en gun, med ryggen mod hinanden, "klar" til shootdown og duel.

Konceptet, dog minus et fingeret slagsmål, er ellers set før, på duoen OutKast's Speakerboxxx/The love below  ('03), hvor hiphopperen Big Boi ikke længere turde bevæge sig ud på den tange af pop-hiphop som André "3000" Benjamin nyligt, og så succesfuld, havde afstukket, derfor opsplitningen af talenterne på en 2xcd, de tos respektive bud på en perfekt OutKast plade - hvor Big Boi så, på slutproduktet Speakerboxxx, fremstår begrænset og udstillet, som håbløs metervare hiphop, og André så bare kan få lov til at skinne, endnu mere, som en sand pop-mager af guds nåde, på The love below.

Og for Olesen-Olesen/Olesen Olesen? Hvordan går det med deres plader, har deres skåret en fedtkant væk, har den ene tabt? Tja, konceptet var jo at de skulle lave hver deres plade, isoleret fra hinanden, men når nu Peter ALLIGEVEL har leveret to tekster til Henrik, Henrik en melodi til Peter, ja, så falder konceptet jo hen som latterligt. Det er jo humbug!

Kort fortalt: Henriks plade er et lige tag-selv-bord mellem medlemmer fra mandens gamle popband Lovebites, tilsammen en lyd mellem Olesen-Olesens impulsive Indenlands udenbys  ('97) og deres kammerpoppede, og stærkt undervurderede, Hårdnakket idyl  ('03); her er man tryg. Og så synger han faktisk ganske udemærket; med en vis distance så man, på de første gennemlytninger, hele tiden må ta’ sig i at sige at det her? Det minder da om Olesen-Olesen?! For det gør det nemlig, her bliver det for alvor tydeligt hvor meget Henriks melodi har været bærende for projektet. Derfor er den eneste reference der ellers falder ind, det er faktisk opkomlingen Juncker; før var det næppe tydeligt, nu kan enhver selv høre hvorfra sidstnævnte har beboet store dele af sit univers.

Peter har selv skrevet melodi til en enkelt sang, ellers overladt det meste til Klaus Mandal Hansen fra Olesen-Olesens faste backingband "Orkestret" og til det århusianske svar på Bright Eyes, til Torsten Larsen fra Larsen and Furious Jane.

Peters sangforedrag er stadig det aristokratiske, bedst sammenlignet med Peter Murphy fra Bauhaus, og på den giver han sig nu tid til et par digressioner, til lidt falset på "Mindestue om mig selv", til lidt rockvræng på "Jeg har valgt at være ulykkelig", og det var så ellers det, læg nu bare an til et punktum.

II.

Det eneste der er mere end tydeligt er at Henrik, helt og aldeles tydeligvis, førhen må ha' fjernet knuder i sproget, af dem har der nemlig tidligere været meget få af, dem er der faktisk en del af nu; (relativ) dårlig økonomi i sproget, sikkert født af for stor tillid til barnets talenter, hvor der derfor nu skal halses igennem teksten for at få den til at passe med melodien (for at få ham sikkert gennem teksten skal der f.eks. skubbes rigeligt til en pantelåner i "I kulkælderen på 3. sal"), hvor rim er dovne (f.eks. lyder det ikke bare arkaisk, det lyder decideret som en parodi på Poul Reumert at få "vinteren" og "sommeren" til at gå i endestavelses-takt på "Mindestue for mig selv").

"Mit liv ligger i ruiner/ Jeg står og venter på en arkæolog", sådan starter første sang, "I kulkælderen på 3. sal", sådan starter Peters plade - og sikke dog en basun af vrøvl! Styrter en bygning i grus, i vor tid, ja, så rykker Falck ud for at bjerge evt. sårede og døde; ruiner, i arkæologisk forstand, er bygningsværker, beboelsesejendomme, gravmæler og paladser, der alle har mistet deres mening, er givet hen til glemsel - i Danmark har vi IKKE, endnu, den såkaldte industri-arkæologi som de ikke mindst er begyndt at opdyrke på de britiske øer, til at bjærge (arkæologisk) viden om "nutiden", f.eks. om den industrielle revolution, grave sig igennem bjerge af slagger for at give os indsigt i kulminernes organismer.

Og hvordan kan man stå - når man lige siger at man har ligget?! Så måske minder det om et groft seksuelt overfald på en flue det her, at voldtage den første linje hos Peter, men her skal vi jo så ha' fat i Per Højholt: i digte, og Peter har tydeligvis ambitioner i den retning: har f.eks. nyligen selv udgivet to samlinger af samme, SKAL det faktuelle være 100% i orden.

Det nytter IKKE at begynde at skrive om asters om foråret, om solnedgang på Bellevue - og så kan det godt være at sproget kommer før fakta, og det har det så tydeligt gjort her for Peter, men så må man undersøge HVORFOR? Som Højholt finde ud af HVORFOR der absolut skulle være en "kompliceret nellike" i anden del af "Labyrinten som fortløbende struktur", gå i rette med fakta - som ambitiøs digter, dvs. at være en der bor højt til leje i sproget, har man nemlig et pædagogisk ansvar for IKKE at fordumme sin læser; man kan da godt selv være dum, bevares, men den her tvivl må så, for enhver pris, skjules. Ellers står produktet angribeligt, kommer frem uden værdi. Det da vist logik?

Foruden at handle om en navle i en kasseret kalender, er Peters sange nu mere "sorte" og melankolske, f.eks. har han inkluderet prosateksten "Til de efterladte" fra digtsamlingen Apropos alt fra '06, og bullshit!

Man kan leve evigt på to måder - og begge KRÆVER man ved hvad "evigt" betyder: man kan lade kødet leve videre, få børn, (den er i vinkel hos Peter), eller man kan reinkarnere ånden, leve evigt på sine værker, (den mangler her tydeligvis), men hvad gør man så? Når nu nutiden IKKE vil spille med, ud over kalenderen? Man skriver da en sci-fi om døden, da! Ergo: "Til de efterladte", der et slags testamente, en slags dårligt oversat manual til tiden efter livet - og hvorfor? Fordi Peter i "Kirke nok", en anden sang i den her cyklus, selv siger, som han har sagt det før, at: "Jeg har affundet mig med/ at min tvivl er min tro/ Det er kirke nok for mig", jamen!

Hvor døden er - er livet ikke, og hvor livet er - er døden ikke; logik for burhøns, allerede formuleret af ny-platonikeren Epikur. Er man ikke-troende er der derfor kun en ting at se frem til: at rådne på en mødding/respektive testamentere kadaveret - "ruinen", ville Peter nok sige - til Dansk Nekrofilforening (DN), for herfra er atomernes oprør forbi, her er det hele lige meget, og derfor er Peter, igen, blevet overhalet indenom af Højholts slutlinje på det geniale digt "Idyl, katastofal" (fra Praksis, 10: Manøvrer ('93)): "pelargonierne kom til at lugte af død jeg fik et lig/ i piben og i den søndagstomme gade dernede holdt lige/ pludselig en alt for lang taxa med motoren gående". Slut! Kan man IKKE overgå, i det mindste skrive under på, den her linje, som ikke-troende, har man, indenlands, ikke synderlig ret til at have ambition om at lægge ansigtsmaske på døden.

III.

Og så kan man, som f.eks. F.P. Jac, acceptere døden, gå den i møde - og dermed vælge beat-generationens og Schades muntre liv, eller man kan, som f.eks. Christina Hesselholdt, frygte alt fra selve ordets rod, dets udsagn, vælge livet fra - og dermed vælge en sidste rest, sætte sig på en flugtens halespids, flytte permanent i en bunker, "leve" på vitaminpiller, skræk og urtete.

Og sådan kunne man blive ved med at rode med døden og dødsmetaforik, men lad det nu ligge, bare konstatere at "En voksen mand i Ramones T-shirt" så absolut er en fremragende sang, Peter-pladens bedste, og lad os i stedet sige ALT om Henriks kvaliteter som tekstforfatter, for her er ikke megen digterisk ambition: linjerne "Vadet parkerne tynde/ Jeg har løbet de allerfleste horn/ næsten af mig", minder jo faktisk om Peters åbningsbøn, den om "arkæologen", men fungerer faktisk - som de eneste linjer overhovedet, og det jo et småt udbytte at tage med sig i fem tekster, hvoraf "Søn af en revisor" faktisk er den eneste der kan siges at hænge sammen. Resten er småpludrende erindringer ("Historie (kort fortalt)", f.eks.), og parodier/tributes til broderen ("Fyraften", f.eks.).

Men sangen! Peter synger jo selv sine sange, har dem derfor i lommen, giver dem ikke rigtig meget mere med end den dovne madpakke - for nu at overleve den onde, onde verden. Men Henrik! Han starter med helt eminent at tolke Morti Vizis typiske Strunge'nsk skyldende 80'er digt "Drømmen om et liv", og helt fint gør han det! Det her er HELE 2xcd-projektets næstbedste gang sammentømring mellem ord og melodi, tilsammen en SANG der virkelig er værd at vende tilbage til.

Som sanger er Henrik Peters lillebror, lyder som ham, men mindre "øvet", mindre bred i registret, og fair nok - men så! På Peters tekst løfter han balsalen gennem loftet på "Super 8"; pladens - dvs. den samlede pakke = hele 2xcd’ens - sidste sang, et bidrag man lærer at glæde sig til - når man ved gennemlytning når frem til den næstsidste, til "Sen sne". Afslutningen er ganske enkelt hele cyklusens clue, så meget værd at vente på.

IV.

Og fremtiden? De kan ikke undvære hinanden, de vil - igen - indsætte deres snusfornuftige bindestreg i "Olesen Olesen" (bonus: det er den faktisk allerede på ryggen af 2xcd'en), igen finde sammen, ingen tvivl. I det her projekt har de afsøgt hjælp hos bands som Pluto, Larsen and Furious Jane, Orkestret (deres eget) og Lovebites, der er bidrag fra Jens Unmack (en - for Unmack typisk; af dem vi ellers er trætte af alle sammen - tekst til Henrik) og producerhjælp fra Nikolaj Nørlund til Henrik, og så? Er den her flyvskhed nok til at proklamere nye begyndelser, til at sætte fuglen(e) fri? Nej!

80'erne var kropsmodernismens tid, opgøret med feminismen (den med den storlodne dusk på piskespidsen, i hvert fald), og blotlæggelsen af rus og løgn på liv. Datidens digtere arbejder nu på verdens største portvinstud (Jac), er sindssyge (Huss), laver noget andet (Green Jensen) eller står nu solidt, spejdende på Dronning Louises bro på Nørrebro i København, og ser efter en bus, en taxa eller et lift - uden egentlig at vide hvor de nu skal hen (Ulrik Thomsen). Alle ved de, kollektivt - modsat deres digteriske projekt, at det at gøre kroppens frihed, fra en ung og spændstig alder, til renæssance er farligt; den slags romantisering virker bestemt ikke i en ældet krop, i fast job, virker ikke som valid ansøgning i en tid med bare en snert af ansvar overfor børn, kolleger, venner eller mage. Livet!

En udvej og/eller bro var Olesen-Olesen indtil det her udspil; der var naturromantisering, der var landboens spejl, sig selv i byen, her var snurrige manualer til overlevelse, fortællinger og sang om et helt menneske der turde sige fra, evigt vælge sig selv, uden dog at opgive et spor. Natur ER kultur!

Hør derfor hele bagkataloget og hør så Peters nye bidrag, og bliv så bare ekstra dus med bagkataloget - og sæt så Henriks plade på i naturlig forlængelse af samme.

Tja, det her var så lektien (læst) for i dag, og tak skal I ha', drenge - og dertil en ren galantier af en døråbner: Herfra og ud er der nu givet fri bar på eftersidningerne, så bare dyk ind.

Hjemme på siden